I hælene på en svindler

TV 2 i hælene på en svindler

I sommeren 2023 ringer en bekymrede mor til TV 2. Tina Ovesens søn Mathias er blevet kærester med en kynisk manipulator og svindler.

“Jeg tror, at Mathias er bange for hende. Hun har en eller anden magt over ham. Jeg håber, at hun snart bliver stoppet.”

28-årige Mathias bruger al sin tid sammen med en 56-årige svensk tilflytter. Den svenske kvinde fortæller Mathias, at hun er tidligere professionel operasangerinde og har masser af penge. Mathias tror fuldt og fast på hende. Men Mathias´ mor Tina er overbevist om, at den svenske kvinde lyver.

“Ingen af hendes historier passer. Hun manipulerer med Mathias døgnet rundt.”

Og det skal vise sig, at Tina Ovesen har fuldstændig ret. Ifølge ekspert og tidl. politiefterforsker Sune Gabelgaard er Mathias´ nye kæreste i en klasse for sig.

”I mit mangeårige arbejde med svindel, er hun den vildeste, jeg har mødt. Hun rejser fysisk rundt og kigger sine ofre i øjnene. Hun er fuldstændig skrupelløs”.

”I hælene på en svindler” er TV 2´s nye hæsblæsende true crime-serie. I fire afsnit er vi bogstaveligt talt lige i hælene på en kynisk og topprofessionel svindler, der ingen midler skyr, når hun rejser rundt i alle afkroge af Danmark.

Et massivt spor af svindel i Danmark og Sverige

Efter henvendelsen finder TV 2 ud af, at den svenske kvinde har boet i mindst 10 danske byer, før hun mødte Mathias. Blandt andet i Højerup på Stevns, i det nordjyske ferieparadis Skagen og i den lille landsby Attrup ved Limfjorden.

I hver eneste by har hun først bjergtaget de lokale med sine historier for så senere at lokke penge ud af deres lommer. TV 2 har fundet frem til mindst 20 ofre for kvindens forskellige former for svindel. Både mænd og kvinder. Samlet set har hun svindlet for mere end en million danske kroner undervejs.

Mange af ofrene har psykiske mén. Blandt andet en mand fra Sæby, der ender med at bo på et krisecenter i et helt år, fordi han er selvmordstruet efter kvindens massive manipulation.

TV 2 rejser også til Sverige og finder en fortid fyldt med svindel, civilretslige domme, polititilhold og dødstrusler mod en svensk mangemillionær.

Slipper Mathias fri?

Med hjælp fra svindelspecialist Sune Gabelgaard finder TV 2 den svenske kvinde, og det lykkedes også at få dokumenteret hendes svindel ved hjælp af skjult kamera. Da TV 2 banker på for at konfrontere den svenske kvinde, ringer hun til alarmcentralen og pludselig er det danske politi også involveret.

Efter en lang og dramatisk rejse i hælene på kvinden vælger TV 2 igen at kontakte Mathias. Nu håber hans mor, at den indsamlede dokumentation af kvindens massive svindel kan overbevise Mathias.

”Han får det dårligere og dårligere. Han er ikke sig selv mere. Det her ender med at tage livet af Mathias, hvis der ikke sker noget”.

Første afsnit af ”I hælene på en svindler” kan ses på TV 2 og TV 2 Play onsdag den 31. juli.